Spørgsmål og svar
Her finder du svar på nogle af de typiske spørgsmål om pensionsordningen
- Om pensionsordningen
- Udbetaling af pension
- Udbetaling af forsikring
- Omkostninger, afkast og renter
- Skat
Om pensionsordningen
Hvordan får jeg ret til pension?
Som ansat under Industriens Overenskomst, har du ret til en pensionsopsparing hos Industriens Pension.
Efter Industriens Overenskomst skal din arbejdsgiver indbetale pensionsbidrag fra ansættelsens start, hvis du
- er fyldt 20 år og inden for de seneste to år har arbejdet mindst 2 måneder under en overenskomst, der giver ret og pligt til medlemskab i Industriens Pension
- allerede har en ordning i Industriens Pension fra en tidligere ansættelse
- i en tidligere ansættelse har været omfattet af en anden overenskomstaftalt arbejdsmarkedspension.
Ancienniteten på 2 måneder kan godt optjenes ad flere gange og på forskellige virksomheder. Det betyder altså, at hvis du én gang har optjent anciennitet, er den optjent for altid.
Du har selv ansvaret for at dokumentere din anciennitet ved lønsedler eller ved pensionsoversigt fra Industriens Pension eller fra en anden arbejdsmarkedspension.
Hvad med pension, hvis jeg er ansat i fleksjob?
Der gælder særlige regler, hvis du er ansat i fleksjob. Du er velkommen til at ringe til os på telefon 70 33 70 70, hvis du har brug for at vide mere om, hvad reglerne for fleksjob betyder for netop dig.
Læs mere om fleksjob og pension
Hvad sker der med min pension, hvis jeg får nyt job?
Hvis du får et job med ret til en pensionsordning i Industriens Pension, fortsætter indbetalingerne. Din tillidsrepræsentant eller dit forbund kan fortælle, hvilken overenskomst, du er omfattet af.
Får du et job, hvor du bliver medlem af en anden arbejdsmarkedspension, kan du overføre pensionsopsparingen fra Industriens Pension til din nye arbejdsmarkedspension. Vi tager ikke gebyr for overførslen.
Har du ikke tidligere været ansat under industriens overenskomst, kan du flytte din pension til Industriens Pension og på den måde samle din pensionsopsparing.
Hvad sker der med min pension, hvis jeg bliver arbejdsløs?
Hvis indbetalingerne fra din arbejdsgiver til Industriens Pension stopper, er du i op til 1 år dækket på samme måde, som før.
Efter et år bliver du hvilende medlem, hvilket betyder, at retten til invalidepension, invalidesum, dødsfaldssum og udbetaling ved visse kritiske sygdomme bortfalder.
Du hører fra os, når du bliver bidragsfrit dækket, og igen inden du bliver hvilende medlem. Men du kan også vælge at beholde retten til forsikringsdækning ved selv at betale.
Læs mere om pension og arbejdsløshed
Hvordan flytter jeg min pensionsordning?
Ønsker du at flytte din pensionsopsparing, skal du kontakte dit nye pensionsselskab.
Du skal ikke betale noget til Industriens Pension, hvis du vil flytte din pensionsopsparing med, når du skifter job, og i den forbindelse skifter fra en arbejdsmarkedspension til en anden.
Hvordan foregår indbetalingen til pensionsordningen?
Din arbejdsgiver skal som del af industriens overenskomst indbetale til din pensionsopsparing hos Industriens Pension. Pensionsbidraget er 12 %. Din arbejdsgiver indbetaler 2/3 af din løn, og du indbetaler 1/3.
Hvad gør jeg, hvis jeg vil have en større pensionsopsparing?
Du kan vælge at spare ekstra op til din pension i Industriens Pension. Ordningen hedder ekstrapension og er en mulighed for at betale mere ind til pension end det, din arbejdsgiver sætter ind. Det giver dig mulighed for at få noget mere at leve for, når du bliver ældre.
Udbetaling af pension
Hvornår kan jeg gå på pension?
Hvornår du tidligst kan gå på pension, afhænger af, hvornår du er født.
Se pensions- og efterlønalder.
Når du vil gå på pension, skal du kontakte Industriens Pension, så vi kan aftale nærmere.
Læs mere om udbetaling af pension
Kan jeg få udbetalt min pensionsopsparing, selvom jeg ikke er gået på pension?
Hvis du er under 67 år, kan du ikke få udbetalt din pensionsopsparing, hvis du stadig arbejder. Heller ikke selvom du har et arbejde, som ikke er under industriens overenskomst, og der derfor ikke bliver indbetalt til din opsparing.
Overenskomstparterne har besluttet, at man ikke kan få værdien af sin pensionsordning udbetalt i Industriens Pension, fordi formålet er at sikre dig penge som pensionist, invaliditet og dødsfald.
Hvis værdien af din pensionsordning er mindre end 10.000 kr., og du har været hvilende medlem i 12 måneder, bliver værdien af pensionsordningen udbetalt til dig. Du skal betale 60 % i afgift til staten.
Er du fyldt 67 år, kan du få pensionen udbetalt, uanset om du arbejder eller ej.
Hvad sker der med pensionen, hvis jeg vil arbejde, efter jeg er fyldt 67 år?
Du kan få udbetalt din pensionsordning, når du er fyldt 67 år, uanset om du arbejder eller ej. Udbetalingen af din pension starter senest, når du er 75 år. Jo længere tid, den bliver udskudt, jo større bliver de månedlige, løbende udbetalinger.
Udbetaling af forsikring
Hvad kan jeg få, hvis jeg får en kritisk sygdom?
Pensionsordningen indeholder typisk en forsikring ved visse kritiske sygdomme. Det betyder, at du kan få en skattefri udbetaling, hvis du bliver ramt af visse kritiske sygdomme, inden du fylder 67 år.
Hvis du ikke har valgt andet, er forsikringen typisk på 100.000 kr. Du kan ændre forsikringens størrelse. Du kan vælge mellem 0 kr., 50.000 kr., 100.000 kr. og 150.000 kr.
I din pensionsoversigt kan se, hvordan du er dækket.
Industriens Pension får ikke automatisk besked, hvis du får en kritisk sygdom, så det er vigtigt, at du selv kontakter os.
Hvad kan jeg få, hvis jeg mister erhvervsevnen?
Pensionsordningen indeholder typisk en forsikring ved tab af erhvervsevnen. Den kan blive udbetalt som invalidesum og/eller invalidepension. I din pensionsoversigt kan du se, hvad du har ret til, hvis du mister erhvervsevnen, inden du er fyldt 60 år.
Invalidesum bliver udbetalt, hvis du af helbredsmæssige årsager varigt mister mindst halvdelen af din fulde erhvervsevne. For de fleste medlemmer er invalidesummen på 100.000 kr. Invalidesummen bliver udbetalt en gang, og du skal ikke betale skat eller afgift af den.
Du kan ændre invalidesummens størrelse. Du kan vælge mellem 100.000 kr. og 150.000 kr.
Invalidepension bliver udbetalt, hvis
- du af helbredsmæssige årsager varigt mister mindst 2/3 af din fulde erhvervsevne, og
- din arbejdsgiver ikke indbetaler bidrag for dig, og
- du ikke er ansat i et fleksjob.
Alle tre betingelser skal være opfyldt.
Læs mere om forsikring ved tab af erhvervsevnen
Omkostninger, afkast og rente
Hvad betaler jeg i administrationsomkostninger?
I Industriens Pension betaler du 32 kr. om måneden i 2012.
Hvad får jeg i rente hos Industriens Pension?
Langt de fleste medlemmer i Industriens Pension har en markedsrenteordning. Det
betyder, at opsparingen forrentes med det afkast, vi rent faktisk opnår, når vi investerer opsparingen.
Skat
Skal jeg betale skat af min pension?
Alderspensionen indeholder forskellige pensionsformer, der beskattes forskelligt, når de udbetales.
Nedenfor kan du se, hvordan pensionen beskattes:
- Alderssummen er en kapitalpension, og der skal betales en afgift på 40 % af udbetalingen.
- Løbende alderspension beskattes som personlig indkomst. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingen.
- Ratepensionen beskattes som personlig indkomst. Der skal ikke betales arbejdsmarkedsbidrag af udbetalingen.
- Børnepension beskattes som personlig indkomst for barnet.
Kan jeg trække indbetalingerne fra på selvangivelse?
Hvis din arbejdsgiver indbetaler, står indbetalingerne ikke på selvangivelsen. Derfor skal de ikke trækkes fra.
Er det dig selv, som indbetaler, står det på selvangivelsen og kan trækkes fra.
Har indbetalingerne til Industriens Pension betydning for min private pensionsordning?
Ja. Alderssummen er en kapitalpension og indgår derfor i det samlede beløb, du maksimalt kan indbetale med skattefradrag til kapitalpensioner.
Den maksimale indbetaling er i 2012 46.000 kr.
Topskat og pensionsopsparing
Betaler du topskat, skal du betale skat af de penge, som går til alderssummen. Det skyldes, at alderssummen er en kapitalpension, og du skal betales topskat af alle indbetalinger til kapitalpension.