Industriens Pension sænker omkostningerne med 10 %
I 2007 faldt de gennemsnitlige omkostninger pr. medlem med 10 % til 373 kr. Afkastet af investeringerne blev 0,6 %.
- Jo lavere omkostningerne er, jo større pensioner kan vi udbetale. Derfor fokuserer vi hele tiden på, hvordan vi kan nedbringe omkostningerne uden at gå på kompromis med vores service. I 2007 valgte vi på den baggrund at samle al kundeservice i Industriens Pension, efter at vi siden starten i 1993 har fået bistand udefra til denne opgave, siger adm. direktør Erik Adolphsen.
Blandt branchens billigste selskaber
Sammenlægningen af kundeservicen var medvirkende til, at de gennemsnitlige omkostninger pr. medlem faldt til 318 kr. i 2007. Omkostningerne til administration af syge- og ulykkesforsikringer var på 55 kr. i gennemsnit pr. medlem. De samlede omkostninger faldt dermed med 10 % til 373 kr. pr. medlem i gennemsnit. De totale investeringsomkostninger udgjorde 0,32 % af investeringsaktiverne i 2007. Industriens Pension er blandt pensionsbranchens absolut billigste og mest effektive selskaber.
Ny strategi skal mindske investeringsrisikoen og give større pensioner
I 2007 øgede Industriens Pension afdækningen af passivernes renterisiko, og fra 2008 afdækkes renterisikoen principielt 100 %. Det sker for at sikre, at reserverne ikke påvirkes utilsigtet ved store renteændringer. Afdækningen gennemføres ved hjælp af såkaldte renteswaps.
- Vi forventer, at denne strategi i det lange løb vil sikre vores medlemmer en højere pension, samtidig med at vi mindsker risikoen ved at investere, siger Erik Adolphsen.
Et af branchens højeste afkast set over tid
Afkastet af investeringerne eksklusive afdækningen af passivernes renterisiko blev 2,5 % i 2007. Inklusive afdækningen af passiverne blev afkastet 0,6 %. Ny lovgivning om beskatning af indeksobligationer reducerede afkastet med ca. 0,6 %-point. Siden starten i 1993 har Industriens Pension opnået et gennemsnitligt årligt afkast på 8,4 %, hvilket er blandt de højeste i pensionsbranchen.
Store reserver og høj kontorente
De høje afkast har gennem årene skabt grundlag for at opbygge betydelige reserver. De store reserver gør det muligt at give en høj kontorente og samtidig fastholde en aktiv investeringsstrategi med en høj aktieandel. Kontorenten er ved indgangen til 2008 uændret 6,5 %, hvilket er en af branchens højeste.
| Nøgletal for Industriens Pension | 2006 | 2007 |
|---|---|---|
| Pensionsindbetalinger | 5,9 mia. kr. | 6,5 mia. kr. |
| Investeringsafkast | 2,8 mia. kr. | 0,1 mia. kr. |
| Udbetalinger (ekskl. overførsler) | 0,7 mia. kr. | 0,7 mia. kr. |
| Balance | 43,0 mia. kr. | 48,5 mia. kr. |
| Afkast af investeringer før skat | 7,7 % | 0,6 % |
| Antal medlemmer | 337.000 | 352.000 |
10. april 2008