PNN PENSION og PHI pension arbejder på fusion med Industriens Pension

Pensionskasserne for ansatte i nærings- og nydelsesmiddelindustrien arbejder hen mod at videreføre 56.000 medlemmers pensionsordning i Industriens Pension.

Generalforsamlingerne i Pensionskassen for Nærings- og Nydelsesmiddelområdet (PNN PENSION) og Pensionskassen for Håndværk og Industri (PHI pension) har godkendt, at pensionskassernes bestyrelser skal arbejde hen mod en fusion med Industriens Pension pr. 1. januar 2010.

Den endelige beslutning om at gennemføre fusionen forventes at blive truffet af pensionskassernes generalforsamlinger i efteråret 2008. Inden da skal der gennemføres en nærmere analyse af mulighederne for en fusion og hvordan en sammen¬lægning kan gennemføres.

PNN PENSION og PHI pension har siden 1992 haft outsourcet sin administration til AP Pension og investeringerne til danske porteføljemanagere. Det har betydet, at pensionskasserne i dag er blandt de billigst administrerede.

Medlemmerne kan opnå store fordele

- Nye lovgivningskrav og pensionsordningernes voksende kompleksitet betyder, at vi ønsker at indgå i et større fællesskab, så vi også fremover kan fastholde lave omkostninger og et højt afkast. Vi har i 16 år haft et rigtig godt samarbejde med AP Pension. Alligevel har bestyrelserne fundet tiden inde til at undersøge mulighederne for at lægge pensionskasserne sammen med en anden arbejdsmarkedspensionsordning.
Det ser ud til, at vi kan få opfyldt vores mål ved at videreføre pensionsordningerne i Industriens Pension. Derfor gennemfører vi nu en foranalyse, så vi får et godt beslutningsgrundlag, siger Ole Wehlast, der er formand for begge pensionskasser og forbundsformand for NNF.

- En sammenlægning med Industriens Pension forudsætter, at vi kan give vores medlemmer mulighed for at bevare deres nuværende pensionsdækninger. Desuden vil en sammenlægning give vores medlemmer nye valgmuligheder, og deres pensionsmidler bliver fortsat aktivt forvaltet. Hi-storisk har medlemmerne af Industriens Pension haft et merafkast i forhold til de fleste andre pensionsselskaber, tilføjer Ole Wehlast.

Klar til at byde velkommen

- Vi er glade for, at PNN PENSION og PHI pension har besluttet at gennemføre en foranalyse med henblik på at fusionere med os. Vi håber selvfølgelig, at forløbet ender med, at vi kan byde 56.000 nye medlemmer og deres 1.200 arbejdsgivere velkommen hos os, siger adm. direktør i Industriens Pension Erik Adolphsen.

- Tilgangen af nye medlemmer og virksomheder vil på længere sigt øge stordriftsfordelene og derved medvirke til at holde omkostningerne nede til gavn for både nuværende og nye med-lemmer. Samtidig gør den succesfulde implementering af vores nye moderne IT-platform det relativt enkelt og billigt at tage nye medlemsgrupper ind, siger Erik Adolphsen.

Mere information

PNN PENSION og PHI pension:  Adm. direktør Jens Baltzer 38 34 88 66 eller kommunikationschef Pia Rosager 20 22 19 00.

Industriens Pension:Adm. direktør Erik Adolphsen 33 66 80 80 eller kommunikationschef Jens Almegaard 40 30 72 30.

Bilag: Fakta om pensionsordningerne:

Pensionskassen for Nærings- og Nydelsesmiddelområdet (PNN PENSION)

Pensionskasse for ansatte i slagteribranchen.

Pensionskassen for Håndværk og Industri (PHI pension)

Pensionskasse for ansatte i Bager- og Møllerbranchen, Sukkervare- og chokoladebranchen og Tobaksbranchen.

Industriens Pension

Pensionsselskab for timelønsansatte i industrien.

Fakta fra årsrapporterne 2007PNN PENSIONPHI pensionIndustriens Pension
Antal medlemmer35.00021.000352.000
Antal indbetalende virksomheder4707308.000
Pensionsindbetalinger485 mio. kr. 234 mio kr. 6.006 mio. kr.
Omkostninger pr. medlem (nøgletal N5)313 kr. 326 kr. 318 kr.
Balance4.711 mio. kr. 1.842 mio. kr.48.457 mio kr.
Året afkast (nøgletal N1)1,4 pct.3,2 pct.0,2 pct.
3 års gennemsnitlig afkast (nøgletal N1)7,3 pct.9,3 pct. 8,0 pct.
5 års gennemsnitlig afkast (nøgletal N1)7,6 pct. 8,8 pct. 9,1 pct.

18. juni 2008