Ny administrerende direktør i Industriens Pension
Industriens Pension har udnævnt Laila Mortensen til administrerende direktør med virkning fra den 1. februar 2009, hvor den nuværende administrerende direktør Erik Adolphsen går på pension.
Laila Mortensen er uddannet cand. act. og har et stort kendskab til livs- og pensionsforsikringsbranchen. Laila Mortensen blev ansat i Industriens Pension som ansvarshavende aktuar i 1997 og har siden 2001 indgået i Industriens Pensions daglige ledelse. I 2007 blev hun udnævnt til direktionsmedlem og er således en stærk arvtager til at videreudvikle Industriens Pension.
Den 1. februar 2009 går administrerende direktør Erik Adolphsen på pension efter 15 år som administrerende direktør for et af de mest spændende pensionsinstitutter i Danmark. Erik Adolphsen har været med stort set fra stiftelsen af selskabet og har en stor del af æren for, at Industriens Pension har udviklet sig til et selskab, hvor kunderne kan forvente en høj service baseret på en omkostningseffektiv drift. Indbetalingerne til Industriens Pension kom i 2008 op på mere end 6 mia. kr. og balancen er på 50 mia. kr.
”Industriens Pension har med Erik Adolphsen som administrerende direktør udviklet sig til et af de stærkeste og bedst drevne pensionsselskaber på det danske marked. Erik Adolphsen har hele tiden haft fokus på, at det er de rigtige mennesker, der giver de bedste resultater. Derfor har Industriens Pension udover at levere et godt investeringsafkast til medlemmerne også kunnet bryste sig af at være en attraktiv arbejdsplads. Det har Erik Adolphsen en stor del af æren for,” siger formand for bestyrelsen Børge Frederiksen.
”Laila Mortensen har stået i spidsen for en større it-implementering i Industriens Pension, som for bestyrelsen beviste - at udover en høj faglighed - besidder Laila Mortensen også evnen til at lede mennesker og skabe resultater. Vi har set nye sider af hende, som beviste for os, at hun er den helt rigtige til at videreudvikle Industriens Pension,” udtaler bestyrelsesformand Børge Frederiksen.
Mere information
Henvendelser om pressemeddelelsen kan ske til bestyrelsesformand Børge Frederiksen. Telefon 88 92 04 00 eller 40 43 02 14