Din pensionsoversigt
I februar og marts måned får alle medlemmer af Industriens Pension deres årlige pensionsoversigt. Når du får pensionsoversigten, er det en god ide at tjekke, om der er ting, du skal have ændret, så pensionen passer bedre til dig.
Fem gode ting at tjekke i din pensionsoversigt
- Hvordan er du sikret ved visse kritiske sygdomme, tab af erhvervsevne og dødsfald? Har du den rigtige forsikringsdækning, eller skal du ændre forsikringens størrelse?
- Hvem skal have din opsparing, hvis du dør? Pengene bliver udbetalt til dine nærmeste pårørende – medmindre du har aftalt noget andet med Industriens Pension.
- Hvad kan du forvente at få udbetalt, når du går på pension? Måske har du behov for at spare ekstra op.
- Har din arbejdsgiver indbetalt det rigtige pensionsbidrag?
- Skal du samle din pensionsopsparing? Har du pensionsopsparing flere steder, kan det være en fordel at samle opsparingen - så sparer du penge til administration.
Se din pension på nettet
Du behøver ikke at vente, til du får pensionsoversigten med posten. På min side kan du altid finde en aktuel pensionsoversigt. Her kan du også se, hvad du kan regne med at få i pension, afhængigt af hvornår du går på pension.
For at logge ind skal du bruge din digitale signatur. Hvis du ikke allerede har en digital signatur, kan du bestille den hos DanID.