Tidligere medlemmer af
PNN PENSION og PHI pension
Opsparing, der stammer fra PNN PENSION og PHI pension, kommer også på markedsrente, men det er kun opsparing, der er indbetalt til Industriens Pension efter 1. januar 2010, der får del i udlodningen af den fælles opsparing.
Er du tidligere medlem af PNN PENSION og PHI pension skelner vi mellem de gamle penge, som er indbetalt til PNN PENSION eller PHI pension, og de nye penge, som er indbetalt til Industriens Pension.
De nye penge har del i den fælles opsparing
Du har del i den fælles opsparing for de nye penge, der er indbetalt til Industriens Pension efter 1. januar 2010, men ikke for de gamle penge, der i sin tid er indbetalt til PNN PENSION eller PHI pension og derfor ikke har været med til at opbygge den fælles opsparing i Industriens Pension.
Nye og gamle penge får fremover samme rente
Hele pensionsopsparingen – altså både de gamle penge og de nye penge – kommer over på markedsrente.
Ved fusionen mellem pensionsordningerne blev der aftalt en afdragsordning, så ordningerne fra PNN PENSION og PHI pension skulle betale af på gammel gæld i en årrække. Det betød, at renten på de gamle penge fra PNN PENSION og PHI pension blev låst fast på et ret lavt niveau i mange år frem.
Ved overgangen til markedsrente bliver gælden så at sige indfriet med det samme i form af et kursværn, der trækkes fra pensionsopsparingen – og til gengæld får opsparing fra PNN PENSION og PHI pension fremover det samme afkast som de nye penge, der er indbetalt til Industriens Pension.
Medlemmer med opsparing fra PNN PENSION får nedskrevet den del af deres opsparing med 4 pct., fordi de skal indfri gammel gæld. Medlemmer med opsparing fra PHI pension har i løbet af 2011 afviklet gælden og får som følge af overgangen til markedsrente forhøjet den del af deres opsparing med 2 pct.
Opsparing, som medlemmer fra fødevaresektoren har sparet op siden 1. januar 2010 i Industriens Pension, bliver også forhøjet med 23 pct.
